Historien

Flammen er nu primært en hjemmeside, men har røddet helt tilbage til 1996, hvor Tvis KFUM fik en fanklub.

Rød-Hvide Bønder

Tvis KFUM Support “De Rød-Hvide Bønder” blev stiftet den 5. december 1996 med Hans Henrik Hjermitslev som præsident. Formålet var at støtte Tvis KFUM’s håndboldligaherrer, som for første gang var rykket op i 1. division, som det hed dengang, i 1993. Der blev skaffet trommer, indkøbt fanudstyr og klubben fik foræret en megafon samt et kæmpemæssigt “flag” til brug i blok F i Idrætscenter Vest. Medlemmerne strømmede til og De Rød-Hvide Bønder opnåede at blive en af den tids største håndboldfanklubber.

De Rød-hvide Bønder i Helsingehallen, maj 1998.
De Rød-hvide Bønder i Helsingehallen, maj 1998.

I 1998 overtog Mads Udby Olesen hvervet som præsident for fanklubben.

I 1999 fik De Rød-Hvide Bønder også en hjemmeside. Med Tommy Kikkenborg som bagmand åbnede bondehold.dk 15. september 1999. Hjemmesiden blev hurtigt overhalet af udviklingen, da Team Tvis Holstebro blev en realitet i 2000. Dermed nåede bondehold.dk kun at fungerer i godt et år, men hvilket år. Den eksisterer stadig og er bestemt et besøg værd, fyldt, som den er, med bonderøvsnostalgi.

Fanklubben Flammen

I maj 2000 gik Tvis KFUM og HH90 sammen om holdfællesskabet Team Tvis Holstebro. Samme efterår blev Flammen stiftet som en fortsættelse af De Rød-Hvide Bønder og med Hans Henrik Hjermitslev som præsident igen.

På hjemmesidefronten åbnede Flammen.com i januar 2001. Kun et halvt år senere, i august 2001, var hjemmesiden dog nødt til at flytte til Flammen.nu. Domæneudbyderen havde glemt at forny flammen.com og en amerikansk domænehaj så sit snit til at snuppe domænet. En pris på cirka 14.000 kr. var mere end hvad domæneudbyderen ville give for at gøre fejlen god igen.

I 2002 overtog Thomas Hjermitslev på bedste bananstatsmanér præsidentposten i Flammen.

Fusionen gav desværre ikke det vedvarende løft til fankulturen på hjemmebanen IC Vest, som det havde været håbet i De Rød-Hvide Bønder. Og de ikke alt for prangende resultater – med damernes oprykning til ligaen en 2002 og herrernes 5.-plads i 2004 som højdepunkter – gjorde det ikke bedre. En lille hårdt kerne gjorde sit til at give modstanderne en varm velkomst på Vest, men i sommeren 2005 blev Flammen som fanklub sat på vågeblus.

Uafhængigt af fanklubbens skæbne, fortsatte hjemmesiden uændret som et semiofficielt samlingspunkt for tilhængere af Team Tvis Holstebro. I september 2010 skiftede Flammen endnu engang adresse, denne gang til Flammen.dk. Det havde ikke været ledigt i 2001, men var i stedet i hænderne på en dansk domænehaj, som end ikke ville overveje et bud under 10.000 kr.

En ny begyndelse

Omkring årsskiftet 2007/2008 begyndte fankulturen dog igen at gløde i det vestjyske. En lille gruppe fans samledes til møde om stemningen i IC Vest, men vurderede at tiden ikke var moden til at genstarte fanklubben. Det var den til gengæld i jubelsæsonen 2008/2009, hvor gløderne blev til flammer, da TTH Support kom til verden (navnet er senere ændret til TTH Holstebro Fanklub). Mens den nye fanklub viderefører arven fra De Rød-Hvide Bønder, er Flammen fortsat som en uafhængig og uofficiel hjemmeside om Team Tvis Holstebro.

Mere historie

Har du lyst til at dukke ned i historien om Tvis KFUM og Team Tvis Holstebro, så har Ex-P skrevet en akademisk, men letlæst, artikel om håndboldens vej fra idealistisk amatørsport til professionel bizznezz med udgangspunkt i TTH. Læs Fra Marken til Arenaen hos Forum for Idrætshistorie.