Den 26 årige Simon Birkefeldt har forlænget kontrakten med Team Tvis Holstebro, så han nu igen tørner ud for de hvidklædte fra Vestjylland i to år mere. Ikke en svær beslutning ifølge den unge mand, der alene mangler det sidste ædelmetal om halsen.
Cheftræner Patrick Westerholm er rigtig godt tilfreds med forlængelsen.
– I min første sæson i klubben var Simon stadig plaget af en hjerterystelse, men det er han ikke længere – og det kan ses. Der har været en stigende kurve på hans spil, og han er blandt andet blevet mere scoringssikker. Det er perfekt for mig som træner at kunne råde over to så forskellige højrebacks som Simon og Peter Balling, siger Westerholm og tilføjer:
– Desuden er Simon en fyr, der bidrager meget til det sociale og klubmæssige i truppen hvilket også er en vigtig del. Patrick Westerholm glæder sig desuden over, at han i næste sæson kan råde over en trup, der nærmest er identisk med den, TTH har i denne sæson.
– Vi siger kun farvel til to mand, og det er klart, at det betyder meget for kontinuiteten. Vi tog hul på denne sæson med et næsten nyt hold, og det tager som bekendt lang tid at få de forskellige automatikker til at sidde lige i skabet, siger han.
For Simon Birkefeldt har det ikke været nogen svær beslutning at fortsætte i TTH.
– Når vi snakker Danmark, er der ikke noget sted, jeg heller vil spille, end i TTH. Jeg er i gang med min fjerde sæson i klubben og er faldet godt til, også i byen hvor jeg har fået gode venner og bekendte. Så nej, det var ikke noget svært valg, siger han.
Højrebacken kommer med den nye kontrakt op på seks år i TTH, og det er fint.
– Så mange år det samme sted indikerer vel meget godt, at man er glad for det, man laver. Vi har det godt sammen både på og uden for banen, og rent sportsligt har jeg spillet Final4 i både den danske pokalturnering og EHF Cup’en, DM-finale og Champions League – og har været udtaget til B-landsholdet. Det er jo helt vildt. Jeg mangler sådan set bare en guldmedalje, lyder det.
Simon Birkefeldt glæder sig til det kommende slutspil, men han glæder sig også allerede til næste sæson.
– Når vi tager hul på næste sæson, bliver det med en nærmest intakt trup. Det ser jeg i den grad frem til at være en del af, og det bliver spændende at bygge videre på det fundament, vi har støbt i denne sæson, siger han