Ekspræsidenten for fanklubberne De rødhvide Bønder og Flammen Hans Henrik Hjermitslev siger ‘ro på’ til TTH-fansene i Dagbladet 3. marts 2023.
Ro på, TTH-fans
Efter TTH’s nederlag på 33-30 til SønderjyskE onsdag 1. marts krævede en række facebookbrugere ledelsens – det vil vel sige direktør John Mikkelsens – afgang. De kunne hverken forstå omrokeringen af trænerne eller se, at spillet var blevet bedre siden den uafgjorte hjemmekamp mod bundholdet fra HC Midtjylland. Frustration er forståeligt, når det ikke kører for ens klub, men jeg synes kritikken er urimelig.
Først og fremmest har ledelsen i TTH vist, at den er god til at få værdi for pengene. Siden John Mikkelsen satte sig i direktørstolen i 2016, har holdet placeret sig blandt de 4 bedste i grundspillet i 4 ud af 6 sæsoner, selv om budgettet kun er det femtestørste i ligaen. Det er også blevet til en pokaltitel, en Super Cup og en bronzemedalje i den periode. SønderjyskE og Ribe-Esbjerg har klaret sig markant dårligere med en økonomi i nærheden af TTH’s. En af grundene til den fine udnyttelse af pengene er, at klubben med John Mikkelsen i spidsen har været meget dygtige til at finde billige spillere og gøre dem rigtigt gode. Tænk bare på Thorbjørn Bergerud, Kay Smits og Aaron Mensing. 1½ sæson med nye spillere, der endnu ikke har slået igennem blandt andet på grund af et hav af skader, ændrer ikke på dette.
For det andet – og meget væsentligt – er det lykkedes bestyrelsen og ledelsen at få styr på klubbens økonomi. Da John Mikkelsen kom til, viste det seneste regnskab et underskud på 3 mio. kr. Siden da har der været overskud i 5 ud af 6 år. Man er således ikke gået i panik og ansat dyre spillere uden at have penge til det. Det kunne andre klubber lære noget af. I det seneste regnskabsår havde halvdelen af herreligaklubberne underskud.
For det tredje er det lykkedes TTH at øge tilskuerinteressen markant det seneste år trods de svingende resultater. Med 2.269 tilskuere i gennemsnit til hjemmekampene i denne sæson har TTH det højeste gennemsnit nogensinde og ligger på en fjerdeplads efter Aalborg, Skjern og Kolding.
Og for det fjerde, så tjener det en klub til ære, at den ikke som det første fyrer sin træner, hvis resultaterne svigter i en periode. Det går op og ned i håndbold, og TTH skal nok komme op igen, også med den nuværende ledelse.