Efter vores tur ned i kulkælderen i første halvdel af december, hvor vi så tilbage på smertelige nederlag mod Otterup, Tarup/Pårup, Skjern, Aarhus KFUM og Helsinge, går det resten af december mod lysere tider. Vi skal i de næste par uger mindes de største succeser i Tvis KFUM og Team Tvis Holstebros historie. Der er heldigvis mange succeser at vælge mellem, da klubbens historie overordnet set må siges at være en succeshistorie med en enestående udvikling fra serie 4 i 1980 til top 3 i Danmark i 2020.
Når man tænker tilbage og kigger i arkiverne, så dukker der mange gode minder op, men da vi kun har plads til 5 succeser i vores juleføljeton, vil vi begynde med en liste over boblere, altså succeser, der ikke blev plads til i den endelige top 5. Vi tager dem i kronologisk rækkefølge:
9. marts 1986: Oprykning til 3. division med en sejr på 21-18 (11-9) over Silkeborg KFUM foran 500 tilskuere i Tvis Hallen. Træneren bag succesen var Ulrik Jensen, mens Kurt Nielsen var aktiv på banen. Topscorere i oprykningskampen blev Henrik Westh med 8 mål og Erik Mathiesen med 5 mål, mens Tom Lundager stod en flot kamp mellem stængerne. Oprykningen blev naturligvis fejret på Tvis Grill & Bodega, der i 1980’erne var holdets hjemmebane i 3. halvleg.
22. februar 1990: Oprykning til 2. division efter sejr på 12-16 (8-8) over træner Kurt Nielsens tidligere klub Nørlem/Nørre Nissum FH foran 400 tilskuere, heraf over halvdelen fra Tvis, i Limfjordshallen i Lemvig. Topscorer blev stregspilleren Kim Brødbæk med 4 mål, og Tom Lundager tog, som så mange gange før, pippet fra modstandernes skytter i den anden ende af banen. Denne gang var oprykningsfesten henlagt til Tvis Hallen, hvor spillerne troppede op til hyldesten i smarte mønstrede skjorter sponsoreret af Mr. Tiptop.
25. april 1997: Tvis KFUM forbliver i 1. division efter sejr på 25-18 (12-10) over HMH Maribo i den tredje og afgørende kvalifikationskamp foran 1.400 tilskuere på Idrætscenter Vest. Igen var det med Kurt Nielsen som træner. Topscorere blev John Mikkelsen med 10 mål og Morten Hansen med 6. På banen udmærkede den unge målmand Jonas Degnbol sig med en række pragtredninger og to mål. Kampen var i øvrigt målmand Tom Lundagers afskedskamp efter 14 sæsoner på Tvis KFUM’s førstehold.
21. marts 1999: Oprykning til ligaen efter sejr på 22-30 over AGF i Aarhus Stadionhal. Med Arne Damgaard som træner sikrede Tvis KFUM sig hermed en hurtig tilbagevenden til landets bedste række efter en enkelt sæson i 1. division vest. Oprykningen blev fejret med en stor fest i Tvis Hallens kultursal.
15. april 2000: Med en sejr på 28-24 (11-9) over Virum i den sidste turneringskamp havde Tvis KFUM mulighed for en plads i DM-semifinalen mod GOG. Men det krævede samtidig, at Kolding tog point fra de forsvarende mestre fra Skjern. Efter kampen mellem Tvis og Virum var færdigspillet ventede spillerne og de 1.275 tilskuere på Idrætscenter Vest i åndeløs spænding på resultatet fra Kolding. Speaker Agner Lund kom så med meldingen om, at Skjern førte med et mål, men at Kolding havde bolden med få sekunder tilbage. Der var nu helt stille. Og så knækkede Lunds stemme, da han råbte ud over Vest: ”og Kolding har scoret!” Og så gik træner Kurt Nielsen, spillerne og ’De rødhvide Bønder’ ellers amok i glædesrus. I semifinalerne gjorde Tvis KFUM en god figur med to lige kampe mod de senere mestre fra GOG, men endte på en samlet fjerdeplads for sæsonen, der var den sidste under navnet Tvis KFUM.
8. februar 2004: Efter at have tabt 11 kampe i træk fik Team Tvis Holstebro endelig den første sejr over Skjern Håndbold i ligaen. Kampen, der blev spillet på Idrætscenter Vest foran 1.825 tilskuere, endte 31-26 (16-11). Topscorere for TTH var Erik Hucko med 11 mål, Toke Holst med 10 og Lasse Andersen med 6, mens Jesper Jensen blev topscorer for Skjern med hele 12 mål. Sæsonen 2003/2004 var for øvrigt den mest succesrige hidtil i Team Tvis Holstebros historie. Med nordmanden Tobben Evjen som cheftræner endte holdet på en femteplads med 32 point for 26 kampe. Det gav dog ikke adgang til slutspillet, der dengang kun inkluderede de fire bedste hold.
27. februar 2006: Team Tvis Holstebro vinder i ligaen med uhørte på 50-33 (27-16) over HF Mors i den anden og sidste sæson med Bent Nyegaard ved roret. Nyegaards tju-bang-bold var nok garant for mange mål og underholdning, men kastede kun en 8. og 9. plads af sig i tabellen. Efter Nyegaard tog Claus Uhrenholt over som træner. Det betød, at der igen kom fokus på forsvarsspillet. Angrebet vinder kampe, men forsvaret vinder pokaler, som man siger.
19. maj 2013: Med en overraskende sejr på 28-27 (15-16) over Frisch Auf Göppingen fra Tyskland i bronzekampen ved EHF Cup Final 4 i Nantes vandt Team Tvis Holstebro sit første og hidtil eneste metal på herresiden i Europa. Topscorere i kampen blev Michael Damgaard med 7 mål og Magnus Bramming med 6. Det var Klavs Bruun Jørgensens første medalje som træner for klubben.
Team Tvis Holstebro har fire gange vundet DM-bronze. Det skete efter sejre i bronzekampe mod GOG i 2009, Kolding i 2012 og Skjern i 2014 samt efter corona-afslutningen i 2020.
To gange har Team Tvis Holstebro kvalificeret sig til EHF Cup Final 4. Det skete i nogle forrygende kvartfinaler mod KIF Kolding København i 2013 og mod Grundfos Tababanya fra Ungarn i 2019.
Man bliver helt varm i kroppen af at tænke tilbage på alle disse succeser. Men vent bare. I de kommende dage bliver det endnu mere rødglødende, når vi præsenterer Flammens top 5 over de største succeser i klubbens historie.