Midtvejsevaluering 2023

Herreligaen er nu gået på juleferie og begynder først efter EM i januar. Det er derfor tid til en midtvejsevaluering, hvor vi vil se nærmere på sæsonens første 18 kampe og TTH’s aktuelle placering og muligheder i forhold til slutspil og nedrykning.

Den danske herreliga er stærkere og mere jævnbyrdig end nogensinde. Mens Aalborg, trods flere udfald, sidder sikkert i førersædet med 31 point, og Fredericia lige så sikkert på andenpladsen med 28 point, så er kampen om de næste placeringer og slutspilspladserne meget tæt, og intet er afgjort med 8 kampe igen.

Særligt kampen om slutspillet er et rotteræs. Skjern på syvendepladsen har 17 point, mens TTH på elvtepladsen har 14 point. De otte bedste går som bekendt i slutspillet, mens nr. 9-13 spiller om nedrykning, og nr. 14 rykker direkte ud. I bunden ligger Lemvig med 9 point og Nordsjælland og KIF med 11 point lige under TTH.

Alt tyder således på, at det ligesom de sidste sæsoner bliver de helt små marginaler, der kommer til at afgøre om TTH kommer i slutspillet, nedrykningsspillet eller rykker direkte ned. Direkte nedrykning er dog et stykke væk efter den vitale sejr over Lemvig inden juleferien. Sejren på 39-28 betyder, at TTH er fem point foran Lemvig og bedst indbyrdes ved pointlighed.

Faktisk står TTH pointmæssigt svagere end de sidste to sæsoner inden de afgørende kampe. I 2021-2022 havde TTH 16 point for 16 kampe inden julepausen, mens vi i 2022-2023 havde 17 point for 18 kampe. I begge sæsoner gik holdet helt ned efter vinterpausen med kun tre point i forårets grundspilskampe. Med den samme pointhøst i dette forår vil det ende med en plads i bunden af nedrykningspillet eller i værste fald en direkte nedrykning.

Trods den aktuelle elvteplads må målet for foråret fortsat være en plads i slutspillet. Det er ikke umuligt, da Skjern, Ringsted, Skanderborg og SønderjyskE foran os kun har 17, 16, 16 og 14 point (ligesom TTH). En slutspilsplads vil formentligt kræve sejr i fem af de sidste otte kampe, så holdet ender på 24 point for 26 kampe. Nøglekampene bliver ude mod KIF 3/2, hjemme mod Skjern 7/2 og ude mod SønderjyskE i den sidste runde 23/3. I efteråret fik vi fem point mod disse tre hold.

Hvordan har spillet så været i de første 18 kampe? Det har først i fremmest været ustabilt, både for holdet og for de enkelte spillere. Det er blevet til flotte storsejre på hjemmebane over KIF (38-29), SAH (34-25) og Lemvig (39-28), men også til pinlige nederlag hjemme mod Nordsjælland (24-34) og ude mod Lemvig (28-21). Uafgjort hjemme mod GOG (36-36) og udesejren over Skjern (23-24) er desuden værd at være stolte af. Også selvom både GOG og Skjern har haft svært ved at finde formen i denne sæson.

Mange af spillerne i den brede trup har budt flot ind i enkelte kampe, men ingen af spillerne har holdt et stabilt højt niveau. TTH er således kendetegnet ved at have mange habile ligaspillerne, men ingen store profiler. Det kommer til udtryk i statistikken. Den bedste TTH-spiller målt på samlet MEP er således Nikolaj Markussen på en 34. plads, efterfulgt af Kevin Gulliksen, Frederik Bjerre og Thomas Damgaard som nr. 36, 38 og 41. På topscorerlisten er bedste TTH-spiller Frederik Bjerre på en 21. plads med 74 mål, heraf 34 på straffekast. Nikolaj Markussen er nr. 28 med 63 mål, Kevin Gulliksen nr. 31 med 64 mål og Nikolaj Enderleit nr. 34 med 63 mål. På målmandsposten ligger Sander Heieren nr. 10 med en redningsprocent på 30,1, mens Josip Cavar er nr. 24 med en redningsprocent på 22,6. Med fem mål er Heieren bemærkelsesværdigt nok den næstmest scorende målmand i ligaen. Til gengæld er hverken Heieren (13%) eller Cavar (8%) særligt gode til at redde straffekast.

Ingen TTH-spillere har således brændt banen kontinuerligt i efterårets 18 kampe. Da TTH røg ud af pokalen i ottendedelsfinalen mod Aalborg allerede i august, så er der ikke andre kampe at vurdere på.

Mens holdet og spillerne i øjeblikket må vurderes til at være den bløde mellemvare i ligaen, så ser det bedre ud med økonomien og tilskueropbakningen. I det seneste regnskabsår 2022-2023 havde TTH personaleomkostninger på 16,2 mio. kr. mod 14,4 mio. sæsonen før. Det blev til en beskedent underskud på 128.000 mod et overskud på 42.000 sæsonen før. Den økonomiske opbakning til klubben er således stærk, og klubbens personaleomkostninger var i 2022-2023 de højeste efter Aalborg (32,4 mio.), men for første gang foran Skjern. TTH, GOG, Skjern, BSH og Fredericia ligger tæt i den økonomiske top efter suveræne Aalborg. At tabe to gange til Nordsjælland, der med personaleomkostninger på 4,6 mio. kun er undergået af Lemvig, er ikke godt. Men alt andet lige og så vil resultaterne på sigt vende til det bedre, når den økonomiske opbakning er så stærk, som den er.

Også tilskueropbakningen er fortsat stor trods de svingende resultater. I sæsonen 2022-2023 endte TTH på en tredjeplads efter Aalborg og Skjern i antallet af tilskuere på hjemmebane. Den position har TTH opretholdt i denne sæson, selv om rekorden på 2.377 i gennemsnit i grundspillet i sidste sæson ikke helt er nået. Men 2.034 tilskuere i snit er stadig pænt.

Opbakningen til TTH er således stor, så nu er det op til spillerne og trænerne at gøre arbejdet færdigt på banen i de otte afgørende grundspilskampe i februar og marts 2024.