4. februar 2018: Med en sejr på 26-21 (13-11) over GOG sikrer TTH Holstebro sig deres anden pokaltriumf hjemme i en udsolgt Gråkjær Arena 10 år efter den første blev vundet i arenaen i Aarhus. Denne gang er det med Patrick Westerholm som cheftræner. Dagen inden vinder TTH semifinalen mod Ribe-Esbjerg med en scoring fra midten af Vignir Svavarsson i sidste sekund.
Der var dækket op til fest i Gråkjær Arena i weekenden 3.-4. februar 2018. TTH Holstebro var blevet tildelt værtskabet for pokalturneringens Final 4 efter, at de havde gennempryglet Skjern med 32-21 i kvartfinalen foran 3.250 tilskuere i Gråkjær Arena 18. oktober 2017. Det var kampen, hvor den 18-årige Jeppe Hauskov brillierede med 10 mål på 10 forsøg fra højre fløj.
Nu stod den ene semifinale mellem GOG Håndbold og Aalborg Håndbold og den anden mellem TTH Holstebro og Ribe-Esbjerg HH. Den første semifinale vandt GOG sikkert med 32-23, og meget tydede også på en klar sejr til værterne i den anden semifinale. 15-11 ved pausen blev til 18-12, og de fleste tilskuere var begyndt at glæde sig til morgendagens finale mod GOG. Men pludseligt gik der gummiarm i den på banen. Med playmaker Jakob Holm i front kæmpede Ribe-Esbjerg sig tilbage til 25-24. De erobrede bolden med under et minut tilbage og satsede med at spille 7 mod 6. Holm scorede med få sekunder tilbage, men en snarrådig islænding, Vignir Svavarsson, kastede straks efter bolden i mål fra midten sekundet inden slutsignalet lyd. Vild jubel blandt de 3.225 tilskuere!
Det var med lette tømmermænd ovenpå sejren i semifinalen, at Flammens udsendte mødte op til finalen dagen efter. Kampen begyndte meget lige, men TTH fik momentum i slutningen af første halvleg og kunne gå til pausen foran 13-11. Desværre var Lars Mousing allerede på dette tidspunkt sendt i bad med sin 3. udvisning. Trods godt målmandsspil af Torbjørn Bergerud fik fynboerne udlignet til 17-17 i anden halvleg, og nerverne hang i laser som dagen før. Men det blev kun ved duften af guld for de gule, for TTH fik styr på angrebsspillet og bragte sig på vinderkurs med 24-19. Med stående applaus fra hovedparten af de 3.250 tilskuere i en udsolgt Gråkjær Arena kørte TTH Holstebro til sidst pokaltriumfen hjem med en sejr på 26-21.
Pokaltitlen var i høj grad resultatet er en kollektiv indsats af Patrick Westerholms tropper. Hele ni spillere kom på scoringstavlen, men årets pokalfighter Torbjørn Bergerud overstrålede trods alt alle med en redningsprocent på hele 49. Med pokaltriumfen sikrede vestjyderne sig den anden pokaltitel i klubbens historie 10 år efter den første, der også blev vundet i en finale mod GOG.
Kampen i tal: TTH Holstebro – GOG Håndbold 26-21 (13-11). Målscorere for TTH: Viktor Östlund 4, Vignir Svavarsson 4, Magnus Bramming 4, Peter Balling 4, Jac Karlsson 3, Kasper Emil Kildelund 3, Jonas Porup 2, Martin Lysdahl Hansen 1, Jeppe Faurholt Hauskov 1 (1). Desuden Lars Mousing, Anders Agger, Emil Sidelmann, Thomas Bohl Damgaard, Simon Gade og Torbjørn Bergerud (49%). Målscorere for GOG: Niclas Vest Kirkeløkke 6, Magnus Jøndal 5, Gøran Søgaard Johannesen 3, Mark Strandgaard 3, Lasse Kjær Møller 2, Frederik Bo Andersen 2. Udvisninger: TTH 5 (heraf 3 til Lars Mousing), GOG 4. Tilskuere: 3.250 i en udsolgt Gråkjær Arena.