Med to – på papiret – sikre sejre på 29-24 og 34-28 over 1. divisionsholdet fra Skive fH fik TTH bremset nedturen og undgik dermed at styrte ned i den næstbedste række.
Ingen i og omkring TTH, Tvis og Holstebro, havde ønsket sig at havne i nedrykningsfinaler for anden gang på tre sæsoner, men når det nu skulle være, så blev det en festlig afslutning på sæsonen. I udsolgte arenaer i Holstebro og Skive viste TTH nemlig, hvad de kan præstere under maksimalt pres mod et godt spillende og kæmpende Skivemandskab, der bestemt ikke lagde sig ned.
I den første kamp trak de tunge og dyre drenge, Johan Meklenborg, Nikolaj Markussen og Nikolaj Enderleit det store læs i angrebet. Det udmattede til sidst Skives forsvar, der ikke kunne følge med i det sidste kvarter. Det samme gjorde sig gældende i returkampen i Skive.
Overtaget i slutningen af kampene skyldtes i høj grad godt arbejde på bænken, hvor flittige udskiftninger og varierede opstillinger – inklusiv 7 mod 6 – betød, at andenkæden med Thomas Damgaard, Nikolaj Nørager og Jonas Gade fik mulighed for at bidrage samtidig med Meklenborg, Enderleit og Markussen fik pause. Samtidig var stregspillerne og fløjspillerne relativt træfsikre, og forsvaret fandt et fornuftigt niveau. Og så havde Sander Heieren de vigtige redninger i den afgørende fase.
Derfor kunne de mange tilrejsende TTH-fans fejre endnu en sæson i ligaen i Skive, hvor direktør John Mikkelsen indbød til fri bar, mens glade spillere, ledere og tilhængere drog et lettelsens suk. Skivebremsen var trukket.