Rasmus Lind overstrålede landsholdsmålmand Niklas Landin i BSV-målet, da Team Tvis Holstebro søndag tog første stik i kampen om en plads i DM-finalen foran godt 2700 vilde vidner i Gråkjær Arena.
Med en sejr på 26-23 over Niklas Landin og resten af BSV sikrede Team Tvis Holstebro sig et godt udgangspunkt før den anden DM-semifinale. Det var TTH’s første sejr over BSV i denne sæson og det kan BSV i høj grad takke Niklas Landin for. I dag var det dog hans kollega i den anden ende af banen, Rasmus Lind, der med en redningsprocent omkring de halvtreds strålede stærkest foran 2748 medlevende tilskuere.
Begge hold var tydeligvis bevidste om kampens betydning og var ikke interesserede i at eksperimentere. De spillede sikre angreb og satsede på forsvar og kontrachancer. I begyndelsen af kampen havde de smånervøse spillere svært ved at få bolden indenfor stolperne. Gæsterne kom først på måltavlen i kampens tiende minut hvor de udlignede til 2-2. Derefter begyndte målene at falde lidt oftere, men fra første til sidste fløjt var kampen en stillingskrig, som bølgende frem og tilbage.
Det var en fysisk kamp, hvor spillerne gik til stregen i forsvarsspillet, men ikke meget over. BSV’s Mads Ø. Nielsen kunne dog have fået et rødt kort for en tackling i ansigtet på Patrick Wiesmach, men slap med to minutter. TTH-fløjen var i øvrigt inden kampen var blevet kåret til årets talent i ligaen, en ære, der tilfaldt TTH’s Louise Burgaard på damesiden.
Midtjyderne fik slået et hul på 10-13, men i de sidste fem minutter før pausen scorede vestjyderne fem i træk og sikrede sig pausestillingen 15-13. Efter pausen fortsatte stillingskrigen, men i det sidste kvarter rullede Rasmus Lind gardinet ned i målet og TTH trak fra til en sejr på tre mål. Så gjorde det mindre at Petar Nenadic mod slutningen af kampen utrolig gerne ville glæde de stående og klappende hjemmeholdsfans med en scoring og i stedet smed to bolde væk. Boldtroldmanden fra Balkan var til gengæld usvigelig sikker på straffekast.
Søren Tau, Heino Holm Knudsen og resten af TTH-forsvaret sled i samtlige tres minutter, men det afgørende var at Dagens Drage, Rasmus Lind, vandt målmandsduellen. Med et væld af redninger, heraf tre på straffekast, stod han en af sine bedste kampe i TTH-målet. Det var vigtigt, da TTH ikke scorede flere mål i dag end i de to grundspilskampe mod BSV. De slap blot færre bolde ind.
Med Gråkjær Arena har TTH en af Danmarks bedste håndboldkulisser og i dag var de vestjyske vidner klar til at fylde den ud. Med klap og tilråb støttede de hjemmeholdet fra start til slut og skabte en stemning, som var man halvvejs i Balkan. Eller Viborg, hvor det krævede politiets hjælp at holde styr på de ellevilde ungarnske fans, der så VHK-damerne tabe Cup Winner’s Cup-finalen. I Holstebro var BSV-fansene ikke i tvivl om hvem der var på udebane.
En føring på tre mål er et godt udgangspunkt for returkampen på lørdag i den midlertidige ørneborg i Kjellerup. Da semifinalerne spilles efter Europa Cup-regler, kan TTH tåle at tabe med tre mål, hvis blot de scorer over 23 mål. Men dagens kamp var meget tæt og med BSV på hjemmebane er det stadig helt åbent hvem der ender i finalen. Meget afhænger af de to mænd i målene – men mød alligevel op i det midtjyske og støt de vestjyske helte!