TTH blev på det nærmeste klædt af i en slem anden halvleg i lørdagens kamp mod Skanderborg Aarhus Håndbold. Det formstærke Team Østjylland vandt med ti i Morten Brørup Hallens ucharmerende afløser, Fælleden.
Fusionen mellem Skanderborg og Aarhus ligner i øjeblikket en succes. Især i anden halvdel mod TTH viste de hvorfor opgøret var deres femte ligasejr i træk.
Første halvleg kunne sådan set været gået lige op hvis vestjyderne havde evnet at score på deres helt åbne chancer. Havde de tilmed holdt østjyderne fra at score efter dommerne havde market for passivt spil, kunne TTH endda være gået til pause med plus på tavlen.
Desværre fik SAHs målmand Salah Boutaf rullet gardinet helt ned i det sidste kvarter før pausen og der blev det. Han sluttede med en redningsprocent på 41, mens TTHs målmandsduo i et ellers godkendt efterår slet ikke ramte dagen.
Ved pausen stod det derfor 15-11 efter 6-6 i det 15. minut.
I de første fem minutter af anden halvleg fik TTH bragt føringen ned på tre mål, men det var falsk alarm. Hjemmeholdet faldt ind i takten fra første halvleg, mens udeholdet fik endnu sværere ved at lave mål.
En anden vigtig detalje i fortællingen er Skanderborgs nr. 11, Thomas Arnoldsen, der nettede 11 gange. Ham spildte TTH-forsvaret mange kræfter på. Omvendt var der langt mellem de overbevisende præstationer hos TTH, men som topscorer med fem mål bliver Jonas Gade Dagens Drage.
Til sidst måtte kampen bare gerne slutte og det gjorde den heldigvis også til normeret tid. Da stod der 34-24 på tavlen. Midt i ærgrelsen kan man lune sig ved den tanke at der trods alt kun er et point til forskel i ligaen, hvor SAH og TTH nu ligger henholdsvis nr. 6 og nr. 7.