Mægtige THW Kiel var som ventet for stor en mundfuld for TTH i EHF Cup-semifinalen, der spilles på det nordtyske storholds hjemmebane. Tysken vandt 32-26 og hvis Füchse Berlin også kan leve op til favoritværdigheden, gælder det nu FC Porto i bronzekampen lørdag kl. 18.
Hjemmebane ved et Final 4-stævne er en stor fordel, som TTH selv oplevede ved pokaltriumfen i 2018. Når hjemmeholdet tilmed er et af Bundesligaens absolutte tophold er oddsene mildest talt dårlige for gæsterne. Foran 10.000 vidner i Ostseehalle, inklusive nogle hardcore TTH-fans, måtte TTH da også indkassere det ventede nederlag.
Efter en fornuftig første halvleg var vestjyderne nede med kun to mål, 16-14. I anden halvleg fik nordtyskerne, der er ubesejrede i årets EFH Cup og har vundet 28 ud af 31 kampe i Bundesligaen, dog hurtigt lukket ned for ethvert tilløb til spænding.
Med offensivt forsvarsspil blev vestjydernes angrebsspil lukket ned og nordtyskerne etablerede en føring på fem mål, som TTH aldrig fik indhentet. Med ti minutter igen nåede føringen syv mål, da Kiel sendte bolden i et tomt TTH-mål. Syv-mod-seks-spil kostede TTH tre mål, men mod en stærk Kiel-defensiv kunne TTH sagtens bruge en ekstra mand – eller to! – i angrebet.
I den anden ende spillede Kiel tålmodigt og leverede regelmæssige mål med preussisk præcision. Heldigvis havde både Sebastian Frandsen og Simon Gade fine redninger, der sagtens kunne måle sig med det, Niklas Landin præsterede for nordtysken i den anden ende af banen. Det pyntede lidt på måltavlen.
Magnus Bramming forsvarede sin position som EHF Cup-topscorer med syv scoringer, der samtidig gjorde ham til “top fragger” i dagens opgør – og Dagens Drage. Peter Balling kom også på tavlen igen efter sin skadespause. Tre mål blev det til for den atletiske højreback, der gjorde comeback i onsdagens kamp mod Aalborg, men uden scoringer.
Uanset udfaldet af den anden semifinale bliver bronzekampen endnu en stor opgave. Den ventede modstander, FC Porto, gik ubesejret gennem gruppespillet, inklusive to sejre over TTH. Og skulle portugiserne snyde Füchse Berlin, er østtyskerne heller ikke just i kategorien “walk-over”. Men finaler og bronzekampe har deres eget liv – og vestjyderne er metalsultne efter slutspilsskuffelsen.
Kom så de hvide!