En bitter bid

Pokaltriumfens sødme blev tirsdag aften blandet med lidt bittert, da TTH tabte en tæt kamp med et enkelt mål i Skjern Bank Arena. Pokalfinalen sad i benene på pokalmestrene, som manglede den afgørende skarphed i angrebet.

Pokaltriumfens sødme blev tirsdag aften blandet med lidt bittert, da TTH tabte en tæt kamp med et enkelt mål i Skjern Bank Arena. Pokalfinalen sad i benene på pokalmestrene, som manglede den afgørende skarphed i angrebet.
TTH har aldrig vundet i Skjern heller ikke denne tirsdag på kanten af de nye år blev der lavet om på den statistik. I en kamp hvor ingen af holdene var overbevisende i angrebet, havde de grønne havde det ekstra bid, der gav dem sejren.

Skjern startede kampen bedst og fik etableret en firemålsføring knap halvvejs i første halvleg. Så viste TTH-spillerne dog at deres sejrstørst ikke var ganske slukket. En svagt spillende Michael Bruun blev skiftet ud med Rasmus Lind i målet og ved halvleg var den grønne føring nede på to mål, 15-13, efter 11-11 knap ti minutter før pausen.

Skjern begyndte anden halvleg med at trække to udvisninger inden der var spillet et minut. Det udnyttede TTH til at bringe balance i målregnskabet, med to hurtige mål til 15-15. Resten af halvlegen bølgede kampen frem og tilbage med lange perioder, hvor stillingen var helt lige.

Dragerne førte første gang efter godt 20 minutter af halvlegen ved stillingen 20-21, men tigrene slog igen og havde halvlegens eneste tomålsføring, da der var knap et kvarter tilbage af kampen. Så var det TTH’s tur til føre med et enkelt, men i kampens sidste fem minutter var det de grønne der havde teten. TTH halsede efter og misbrugte to chancer for at udligne i kampens sidste minut, så hjemmehold- og publikum kunne glæde sig over en sejr på 27-26.

Det var forsvarenes kamp i aften; hverken det grønne eller det hvide angreb var særligt flydende. Heino Holm Knudsen og Lars Møller Madsen agerede enmandshære på hver deres hold med otte scoringer hver. TTH spillede ikke med samme tålmodighed som i pokalfinalen og det kunne ses på afslutningernes kvalitet.

Dagens Drage er Rasmus Lind, der havde mange vigtige redninger. Man kan kun ærgre sig over at det var hans kollega i den anden ende, Tim Winkler, der havde den afgørende redning i kampens sidste to minutter. Uafgjort havde ikke været et uretfærdigt resultat.

I kampen om slutspilspladserne, vandt FHK over ÅGF i går, mens VHK gav et GOG-hold, der tilsyneladende er helt i opløsning, klø i aftenens sene kamp i Viborg. 31-20 tabte pokalfinalisterne fra Fyn. Resultaterne betyder at TTH overvintrer på niendepladsen med samme antal point som FHK på ottendepladsen.

Det tegner til et spændende forår, når VM-slutrunden er overstået. Her er Lars Rasmussen som bekendt blevet vraget til landsholdet og TTH må nøjes med at være repræsenteret ved Lars Erik Bjørnsen, som stiller op for Norge. Herfra skal Bjørnsen ønskes god turnering. Han kan ses i aktion på IC Vest igen den 9. februar i en uhyre vigtig kamp mod FHK.

Udgivet Kategorier Ikke-kategoriseret