Med sejren over Sverige i et drama i Göteborg trådte herrelandsholdet det første skridt på vejen ud af damelandsholdets skygge.
I modsætning til pigerne er det ikke søde smil på læberne, der kendetegner drengene, men derimod et stålsat blik, aggressive strubelyde, en exemplarisk gejst og tilsyneladende et sammentømret fællesskab. Denne kraftfulde udstråling kombineret med kontant forsvarsspil og et angrebskoncept lige efter min pibe, der stoppes med tempo, presspil og bredde hos backs, gør herrelandsholdet til en seværdig oplevelse.
Nu må selv folk, der ikke har forstand på håndbold, erkende hvilke enestående kvaliteter herrehåndbold har, når bare det ikke er tyskerne, ukrainerne eller russerne der spiller deres minimalistiske og midtsøgende angrebsspil.
Man hører mange sige, at de bedst kan lide damehåndbold, fordi “det ikke er så fysisk betonet og der er mange flotte tekniske detaljer”. Jeg er på det rene med, at damehåndbold på højt niveau er yderst seværdigt, men det tekniske niveau hos herrespillerne er naturligvis langt højere grundet deres bedre fysik samtidig med, at tempoet er højere og rummet mindre til den enkelte spiller.
Her kræves er meget stor elegance i finte-, skud- og faldteknik. Se blot på Joakim Boldsens scoring med samlet afsæt forbi paraderne op i nærmeste hjørne i den hektiske slutfase mod Sverige, og hvad med Claus Møller Jacobsens snævre fodfinte (ros til en tidligere Skjernspiller!), Lars Krog Jeppesens fantastiske svæv, Lars Christiansens komplette afslutningsteknik eller Klavs Bruun Jørgensens underhåndshammer?
Et ekstra krydderi, når man ser herrerne er naturligvis Michael Bruuns flotte indsats. Lidt lokalpatriotsime midt i nationalbegejstringen.