Det så på ingen måde godt ud da dragerne blev sendt hjem fra NRGI Arena i Århus med et klart nederlag.
Slutspilskandidaterne fra Århus GF bød en kold onsdag aften midt i februar op til en vigtig kamp i herrehåndboldligaen. Toppen af ligaen har indtil videre i år været tættere pakket end en tysk motorvej i juli. Fra TTH’s 6. plads til Århus GF’s 2. plads var der to point før kampens dommere fløjtede begivenheden i gang. Derfor havde medier da også valgt at indfinde sig og transmittere kampen, som kunne blive en af de vigtige indikatorer på hvordan toppen af ligaen ville udforme sig i slutningen af sæsonen.
På forhånd var det alt overskyggende spørgsmålstegn hvad konsekvenserne af TTH’s umådeligt lange skadesliste ville blive – for de færreste troede på at det ville glide ubemærket forbi. Erik Hucko, Niklas Forsmoo og en ellers for tiden velspillende Heino Holm Knudsen var alle ude, og er det højest sandsynligt resten af sæsonen. Bagkæden var derfor nede på 3,5 erfarne ligaspillere; Lasse Andersen, HC Lund, Jakob Toustrup og Søren Hansen. Indkaldt som forstærkning til holdet var Henrik Okkerstrøm, og de to purunge talenter Troels Jørgensen og Søren Henneberg.
Da kampen blev fløjtet i gang var det tydeligt at Århus GF sprudlede af selvtillid efter den flotte sæson de indtil videre havde haft. Lige så tydeligt var det at TTH var uskarpe og havde svært ved at tro på at de kunne veksle billetten til 2 point. Faktisk var dragerne med i kampen de første 15-20 minutter, men dog bagud med 2-3 mål, hvilket ikke var grundet med manglende bredde, men ganske enkelt dybt ukvalificerede afslutninger som bar præg af manglende tro og koncentration. Selv EM-guldvinder og Vestjyllands chefkirurg på venstrefløj Lars Rasmussen kunne ikke passere stopklodsen i GF-målet.
Som tidligere nævnt var kampen ikke tabt da der var gået 20 minutter, men her hørte al jævnbyrdighed imidlertid op. Århus drengene, anført af en velspillende Vegard Samdahl, tromlede på 10-12 minutter dragerne ned og kunne velfortjent gå til pause med en 17-9 føring. Der var i førstehalvlegen flere facetter af spillet der karakteriserede den pauvre indsat, men dem vender vi tilbage til senere.
Anden halvleg var et typisk eksempel på en allerede afgjort kamp, som Århus GF begge hold gerne ville have til at gå. Slutresultatet blev 33-22, hvilket jeg desværre må bekendtgøre var ganske fornuftig for TTH, som var blevet straffet endnu hårdere hvis Århus GF havde villet det i den smertefuldt kedelige 2. halvleg.
Men hvad var det der skete? For det første var uskarpheden skræmmende. 2 brændte straffekast og adskillige ukvalificerede afslutninger fra både distancen og tæt hold. Fra bagspillerne var tendensen at forsvaret blev angrebet uden fart, og det gjorde det svært at komme af sted med kvalificerede afslutninger. Derfor bar de fleste forsøg fra bagkæden præg af vanetendenser, og det var noget Robert Lechte i Århus målet kunne lide. Afslutningsmæssigt stod det imidlertid endnu værre til når spillerne var helt fri for mål. Her blev der brændt et utal af chancer fra en bred vifte af spillere. Dog skal det nævnes at Lars Rasmussen i særdeleshed var uskarp, og den nyslåede EM-guldvinder måtte lade sig udskifte mod kampens slutning for at give plads til unge Simon Rostved, som med en enkelt undtagelse fik gjort en fornuftig figur og scoret et par reduceringsmål i slutfasen.
Man kan så diskutere om der var andre faktorer end simpel ukoncentration der spillede ind på uskarpheden. En vigtig faktor har nok været, uden på nogen måde at lade det blive en undskyldning, de mange skader. Dragerne var stadig med i kampen lige indtil den fase hvor man typisk begynder at skifte ud især blandt bagspillerne. Da det ikke var muligt at skifte ud som man ønskede dalede koncentrationen i de sidste 10 minutter af første halvleg, og der gik det galt. Endvidere var det manglende angrebstempo da også symptomatisk for et hold der ingen bredde havde.
Når det så er sagt skal der ikke herske tvivl om at der på trods af skaderne var tale om en grov underpræstation fra vestjyderne. Eneste lyspunkter i kampen var individuelle præstationer, hovedsageligt fokuseret omkring et par gode finte-forsøg fra HC Lund og især Lars Erik Bjørnsen. Også her blev der nok brændt for meget, men især Bjørnsen viste fightervilje og teknisk kunnen på et niveau som vi gerne vil se mere af. Han fortjener derfor titlen Dagens Drage.
Det bliver nu meget spændende at se hvad der kommer til at ske. De skadede spillere kommer ikke lige sådan tilbage, og derfor kan TTH meget let få svært ved at samle yderligere point sammen i den ellers indtil videre flotte sæson.