Når TTH stiller op til pokalfinalen den 27. december i Arenaen i Århus er modstanderen GOG. I dagens anden semifinale vandt GOG over Bjerringbro-Silkeborg efter en hæsblæsende slutspurt, hvor fynboerne i de sidste 12 minutter vendte 30-23 til 32-33. Det er både godt og skidt for TTH.
De ni-dobbelte pokalvindere fra Fyn er store favoritter, men de er dog umiddelbart en lidt nemmere modstander end BSV. Sidst TTH mødte GOG blev resultatet 24-24. Til TTHs fordel tæller også at pokalsemifinalens store spiller for GOG, Snorri Gudjohnson, skal opereres i knæet og dermed ikke er med i finalen.
Til gengæld er sandsynligheden for at et nederlag i finalen giver en plads i en international turnering mindre. Pladsen i pokalvindernes turnering tilfalder nemlig taberen af pokalfinalen, hvis vinderen deltager i Champions League. Aktuelt ligner BSV i højere grad en ligavinder, og dermed Champions League-deltager, end GOG, der kun lige ligger til at komme i slutspillet.